Du bliver nødt til at høre Oprah Winfreys tale ved Golden Globes

Oprah Winfreys tale til Golden Globes
Foto: AOP

Der var stående bifald til Oprah Winfrey, da hun modtag Cecil B. DeMille-prisen ved Golden Globes med et brag af en tale.

Som den første sorte kvinde nogensinde modtag Oprah Winfrey den prestigefyldte Cecil B. DeMille Lifetime Achievement-prisen for sin mange år i industrien.

Det 63-årige ikon modtog prisen af skuespiller Reese Witherspoon.

Oprahs takketale fik salen til at tabe kæben. Den passionerede tale kom ind på både racisme og #MeToo og blev mødt af stående bifald. I talen understreger Oprah, hvor vigtigt det er at bruge sin stemme og roser de kvinder, der har turde tage bladet fra munden.

Oprah har før udtalt, at hun ikke er afvisende over for ideen om at stille op til præsidentembedet og efter weekendens tale er der ingen tvivl om stemningen på de sociale medier: We want Oprah for president!

LÆS OGSÅ: Se alle kjolerne fra Golden Globes

Se talen herunder, og læs oversættelsen i bunden af artiklen.

Køb 6 nr. af IN og få en DAY taske med - kun 348 kr. SPAR 63%

Oprah Winfreys tale:

-Tak Reese. I 1964 var jeg en lille pige, der sad hjemme på min mors linoleumsgulv i Milwaukee og så Anne Bancroft præsentere Oscar-prisen for bedste skuespiller ved den 36. udgave af Academy Awards. Hun åbnede kuverten og ytrede fem historiske ord: ”Og vinderen er Sidney Poitier”. Så kom den mest elegante mand op på scenen. Hans slips var hvidt, hans hud var sort – og han blev hyldet. Jeg havde aldrig set en sort mand blive hyldet på den måde. Jeg har prøvet mange gange at forklare, hvad sådan et øjeblik betyder for en lille pige, et barn, der ser med fra de billige rækker med en mor, der er fuldstændig udmattet fra at rengøre andres huse. Men jeg kan kun citere Sidneys optræden i ’Lillies of the Field’: ”Amen, amen, amen, amen”.

I 1982 fik Sidney Cecil B. Demille-prisen lige her ved Golden Globes, og det er ikke gået min næse forbi, at i dette øjeblik er der mange små piger, der ser med, imens jeg bliver den første sorte kvinde nogensinde til at modtage samme pris. Det er en ære – og det er også en ære at dele aftenen med alle dem og også med alle de vidunderlige mænd og kvinder, som har inspireret mig, som har udfordret mig, som har støttet mig og gjort min rejse til denne scene mulig. Dennis Swanson, som tog en chance med mig til ’A.M. Chicago’. Så mig på showet og sagde til Steven Spielberg: ”Hun er Sophie i ”Farven Lilla”. Gayle, som har været min ven og Stedman, som har været min klippe.

Jeg vil gerne takke Hollywood Foreign Press Association. Vi ved at pressen er under belejring i disse dage. Vi ved også, at det er den umættelige trang til at afsløre den absolutte sandhed, der holder os fra at vende kinden til korruption og uretfærdighed. Til tyranner og ofre og hemmeligheder og løgne. Jeg vil gerne sige, at jeg værdsætter pressen mere end nogensinde før, mens vi prøver at navigere igennem disse komplicerede tider, hvilket bringer mig til dette: Det jeg med sikkerhed ved, er, at sandhed er det mest magtfulde våben, vi har. Og jeg er særligt stolt og inspireret af de kvinder, som har følt sig stærke nok til at hæve stemmen og dele deres historier. Alle herinde bliver hyldet for de historier vi fortæller, og i år blev vi historien.

Men det er ikke kun en historie, der påvirker underholdningsindustrien. Det er en, der overskrider kultur, geografi, race, religion, politik og arbejdsplads. Så i aften vil jeg udvise min taknemmelighed for alle de kvinder som har udholdt årevis af misbrug og overgreb, fordi de, ligesom min mor, havde børn at made og regninger at betale. De er kvinderne, hvis navne vi aldrig kommer til at kende. De arbejder i hjemme og på gården. De arbejder på fabrikker og på restauranter. De er akademikere, ingeniører, medicinere og videnskabsmænd. De er en del af tech-verdenen og politik og forretningslivet. De er vores atleter ved de Olympiske Lege og vores soldater i hæren.

Og der er en anden, Recy Taylor, et navn, jeg kender, som jeg også synes, du skal kende. I 1944 var Recy Taylor en ung kone og mor, som var på vej hjem fra en gudstjeneste i Abbeville, Alabama, da hun blev bortført af seks bevæbnede hvide mænd, voldtaget og efterladt med bind for øjnene i vejkanten. De truede med at dræbe hende, hvis hun fortalte det til nogen, men hendes historie blev anmeldt til NAACP, hvor en ung medarbejder ved navn Rosa Parks blev efterforsker på sagen og sammen søgte de retfærdighed. Men retfærdighed var ikke en mulighed under Jim Crow. Mændene som forsøgte at ødelægge hende blev aldrig retsforfulgt. Recy Taylor døde for ti dage siden, lige inden sin 98 års fødselsdag. Hun levede, som vi alle har levet, for mange år i en kultur ødelagt af brutalt magtfulde mænd. I for lang tid er kvinder ikke blevet hørt eller troet på, hvis de vovede at fortælle sandheden om de mænds magt. Men den tid er slut. Den til er slut.

Den tid er slut. Og jeg håber bare, at Recy Taylor døde velvidende om, at hendes sandhed – ligesom så mange andre kvinders sandheder om pinsler, marcherer videre. Den var et eller andet sted i Rosa Parks’ hjerte næsten 11 år senere, da hun valgte at blive siddende på den bus i Montgomery, og den er her hos alle kvinder, der vælger at sige ”Me too”. Og hos alle mænd – alle mænd, der vælger at lytte.

I min karriere har jeg altid prøvet mit bedste, uanset om det har været i tv eller på det store lærred, for at sige noget om, hvordan mænd og kvinder virkelig opfører sig. At sige, hvordan vi føler skam, hvordan vi elsker, hvordan vi fejler, hvordan vi giver op, holder ud, og hvordan vi overkommer. Jeg har interviewet og portrætteret mennesker, som har stået imod nogle af de hæsligste ting, livet kan sende din vej, men den kvalitet, de alle sammen deler er evnen til at holde håbet om en lysere morgen efter selv de mørkeste nætter. Så jeg vil gerne have, at alle de piger, der ser med lige nu, ved, at en ny dag truer. Og når den dag endelig er her, vil det være på grund af en masse fantastiske kvinder, flere af dem er lige her i aften, og nogle ret fænomenale mænd, som kæmper hårdt for at være sikre på, at de bliver de ledere, der bringer os ind i den tid, hvor ingen nogensinde skal sige ”Me too” igen.