De mest brudte nytårsforsætter – er dit på listen?

De mest brudte nytårsforsætter
Foto: AOP

Er nytårsforsætter til for at blive brudt? Noget kunne tyde på det, hvis man ser på listen over dem, der sjældent bliver indfriet - og det er helt okay.

De blev skrevet ned med gode intentioner, mens du soleklart så for dig, hvordan du i det kommende år ville få pænere lår, sundere hud og langt mere overskud, fordi du skippede fastfooden og lagde smøgerne på hylden – for slet ikke at tale om de mængder af alkohol, som du så nemt som ingenting reducerede til et minimum. Du gjorde det af et godt hjerte og troede inderligt på det. Sidste år.

Men med et nyt år foran dig er de mange – og sikkert også rigtig gode – nytårsforsætter måske blevet til én stor omgang dårlig samvittighed, fordi du allerede har en nærende fornemmelse af, at sandsynligheden for, at de bliver indfriet, er ligeså lille og slap som din rygrad. For hvis de virkelig var så vigtige for dig, så var de nok blevet til noget alle de andre år, hvor de også stod på din liste.

Så hvad siger det om dine nytårsforsætter? At de er umulige at overholde? Noget kunne i hvert fald tyde på, at de er for stor en mundfuld for dig i den form, som du havde tænkt dem. Skal de derfor give dig succesoplevelser i stedet for skuffelser, så skulle du måske prøve med færre forsætter og dele dem op i mindre og mere overkommelige mundfulde. Rom blev ikke bygget på en dag, og det samme bliver dit overnaturlige super-jeg heller ikke. Og ved du hvad? Det er måske også helt okay, for er det i virkeligheden lidelserne og afsavnet værd?

LÆS OGSÅ: Her er de mest populære nytårsforsætter - og et par alternativer

De mest brudte nytårsforsætter

Stoppe med at ryge
Ja, okay. Rygning er ikke godt for noget. Men det kan være hyggeligt, at stå der ud på de sene nattetimer og have lange dybe samtaler gennem en smøg. Ryger du flere pakker om dagen, kunne et fortsæt derfor være kun at ryge i festlige lag. På den måde bliver hver dag jo også en fest…

Dyrke mere motion
Det kræver overmenneskelige kræfter at nå fra 0 til 100 på et splitsekund. Tro derfor ikke, at du kommer til at løbe tre gange om ugen eller dyrke yoga hver morgen, hvis motion ikke har været en fast del af din hverdag indtil nu. En kaffe to go med frisk luft i kinderne fremfor en cafétur med din veninde kan også kategoriseres som motion.

Skippe fastfooden
Hvorfor skippe noget, der smager himmelsk, fordi det har allieret sig med friture og mayonnaise? Forbudt er altid ekstra tillokkende – specielt når du i et svageligt øjeblik med tømmermænd kun kan tænke på farven gul og et stort M. Prøv i stedet at reducere antallet af ture på Den Gyldne Måge.

Drikke mindre
Du skal nok tage dit alkoholforbrug op til revision, hvis du ligger i fosterstilling flere gange om måneden ovenpå en gedigen druktur, men du behøver langt fra at lægge låg på det. Lidt, men ofte, fremfor store mængder nu og da, er langt bedre for din krop og har også sundhedsmæssige fordele. Så hellere et glas vin til maden i hverdagen end to flasker lørdag aften. 

LÆS ALT OM