10 sundhedstips fra Maria Lucia

10 sundhedstips fra Maria Lucia
Foto: PR og Getty Images

Maria Lucia er 33 år, musicalstjerne og snart aktuel i titelrollen i ‘Annie Get Your Gun’ på Det Ny Teater. Og så er hun forfatter til bogen ‘Træn, spis, lev’.

Sundhed ifølge Maria Lucia

Hvad er sundhed for dig?
Det er, at jeg føler mig stærk, veludhvilet og frisk størstedelen af mine vågne timer. At jeg finder den bedste rytme i min hverdag og kan balancere mad, træning, arbejde og alt det andet på en sund måde, som ikke bliver ekstrem.

Hvornår føler du dig allermest sund?
Når jeg har gennemført en dag, hvor jeg opnår alt på min liste: Vågner veludhvilet efter mindst otte timers søvn – gerne flere! – drikker vand, spiser gode råvarer og proteiner, tager mine kosttilskud, får svedt til fx pulsing barre eller TRX, går i saunagus og ‘det kolde gys’ og kysser ekstra meget med min kæreste.

LÆS OGSÅ: 10 bud | Maria Lucia

Hvornår føler du dig usund?
Når jeg har drukket lidt for meget alkohol dagen før og vågner med for lidt søvn og en ubeskrivelig rastløshed i kroppen og en sukker- og fedttrang, som er alt for stor.

Hvad er dit bedste sunde råd?
At spise seks måltider fordelt på hele dagen – tre små og tre mellemstore. Drikke godt med vand – jeg starter selv dagen med at drikke to store glas vand, så er dagen allerede godt i gang. På den måde holder du hele tiden din krop og forbrænding i gang og undgår for mange dyk og sukkercravings i løbet af dagen. Det virker i hvert fald for mig.

Hvad er din (hemmelige) usunde last?
Jeg er vild med peanutbutter og honning og kan ofte godt finde på at spise det rent fra glasset med en ske. Jeg elsker mange usunde ting –bland selv-slik er virkelig også en favorit.

Hvordan har dit forhold til sundhed udviklet sig?
Det har jeg faktisk skrevet en hel bog om med min træner, Frida Hallqvist. Jeg er gået fra at vide ingenting om, hvordan jeg skulle passe på mig selv, aldrig at træne, spise al for meget mad og ikke være i kontakt med min egen krop, fordi jeg ikke følte mig tilpas i den, til at være vild med at træne, fordi jeg har fundet den træningsform, jeg godt kan lide, og fået større forståelse for mad som en form for brændstof.

Hvad er dit forhold til slankekure og diæter?
Jeg synes, det er fint at bruge det, hvis man skal opnå noget lige nu og her, så man kan passe en bestemt kjole. Hvis man vil opnå et længerevarende vægttab, skal der mere til. Det kræver, at man langsomt skifter råvarer og mad ud, får styr på regelmæssig træning, taler pænt til sig selv hver dag og planlægger måltider de dage, hvor man ved, man har travlt, så man ikke går sukkerkold og tyr til dårlige alternativer.

Hvilken form for motion dyrker du?
Pulsing barre med Frida Hallqvist, TRX og pilates.

Er der en sundhedsdille, du synes er fjollet?
Generelt er jeg ikke den store tilhænger af trends, jeg synes, vi konstant bliver bombarderet med, hvad der er rigtig og forkert, så vi glemmer at mærke efter, hvad der føles rigtigt for os. Det er sundt at bevare sin nysgerrighed over for nye ting og tendenser, men mærk altid efter, om den nye ting er det bedste for dig, eller om du kun gør det, fordi det er populært.

Hvordan stresser du af?
Jeg er vild med saunagus og lange karbade med lækre olier, men en god Netflix-serie i et sofaomsvøb er heller ikke tosset.

Hvordan har du det med din krop?
Jeg har altid talt ned til mig selv og min krop. Det prøver jeg at gøre op med. Det er super svært at ændre livslange vaner og mønstre, men jeg er godt på vej, og i dag kan jeg sige, at jeg har det godt i min krop. Den er, lige som den skal være.

Hvordan har du det med din alder?
Helt perfekt! Jeg er 33 år og har aldrig haft det bedre.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER